Jeg har tidligere skrevet om nytilflytterne Mads og Lise og deres erfaringer med at bliver Vestbjerggensere.
I sidste uge besøgte jeg så et par af dem der har boet her allerlængst.
Hanne og Poul Erik flyttede nemlig til Vestbjerg helt tilbage i 1968 og har således boet her i byen på Mogensvej i 52 år.
Det er kendte ansigter for mange i byen for Hanne og Poul Erik er et par af de ildsjæle som byen er så rig på. Så det blev til en snak der nåede rundt i rigtig mange retninger og omkring mange anekdoter om Vestbjerg igennem årene.
Hvordan pokker sammenfatter man sådan en buket anekdoter og gode historier om vores by gennem 50 år. Måske skal man bare forsøge at gengive dem.
Men der er også en rød tråd igennem fortællingen om Vestbjerg gennem de sidste 50 år. Den handler om om fællesskab, sammenhold og engagement. Og meget af det blev bundet sammen af foreningslivet i byen.
Fortællingen om Hanne og Poul Eriks liv i Vestbjerg starter – sjovt nok ligesom Mads og Lises – med foreningslivet. Ganske kort efter de er flyttet ind ringer det nemlig på døren og udenfor står ”Kridt-Niels” – en legende i ”Vestbjergkrøniken”. En af dem der var med til at starte fodbolden i Vestbjerg og senere skolepedal. ”Kridt-Niels” skulle lige høre hvordan det stod til med Poul Erik og fodbold, for de manglede lige en mand til kampen på søndag.
Og således blev man en del af fællesskabet. Og så gik det slag i slag. Ikke længe efter blev Hanne en del af bestyrelsen som sekretær og var det i en del år. En hel del år senere var Poul Erik også klubhusinspektør i en årrække.
Den gang spillede man fodbold på banen som fik tilnavnet ”Old Trafford”. Banen lå hvor Mejlstedparken nu ligger ved siden af byhaven.
Og ved fodbolden startede et af de projekter som har kendetegnet byen gennem årene. Projekter som ved fælles arbejde og fælles ihærdighed er blevet realiseret til glæde for os alle. Aktuelt projekter som ”Idræt på toppen”, Naturpark-projektet, Juleudsmykning osv.
Sagen var den at der manglede belysning på Old Trafford og derfor startede man ”50-øre”-klubben. Der skulle betales 50-øre pr. mål førsteholdet scorede og til sidst havde man fået samlet ind til at der kunne sættes lysmaster op foranstaltet af en ingeniør der boede i byen.
Det med at bruge byens kompetencer har ført til mange vellykkede projekter her i byen. Eksempelvis ved tilblivelsen af multibanen som lever videre ved skolen – var pensioneret ingeniør Erik Pedersens viden og kompetencer en vigtig brik i projektets realisering.
Tilbage til Old Trafford. For banen der blev ikke kun brugt til fodbold, der blev også senere hen i mange år holdt byfester med øltelt, tivoli og meget mere. Jeg tror vi er mange børn af Vestbjerg der husker glæden når vognene fra Feirnheins Tivoli rullede ind i byen.
Byfesterne var Hanne og Poul Erik også en stor del af. Poul Erik var med til at arrangere byfesterne og Hanne var med i den årlige revy som blev opført i teltet. Byfesterne var i mange år en succes hvor datidens kendte navne som Bjørn og Okay og Tørfisk underholdte.
Senere kom også halfesterne til i den dengang nybyggede Vestbjerghal.
Det leder også hen til en anden historie der igen understreger sammenholdet i byen og at Vestbjerggenserne, dem løber man altså ikke om hjørner med.
Mange flyttede i midt-halvfjerdserne til Vestbjerg fordi der var lagt op til at der skulle bygges en ny stor skole der skulle afløse den gamle der lå ved Mejlstedvej. Men på et tidspunkt begyndte politikerne at trække i land og ville bygge skolen andetsteds. Det fik Vestbjerggenserne på barrikaderne.
Med blandt andre Søren Thode og Kaj Bæk i spidsen – også to af byens store ildsjæle – blev der sat en stor aktion i gang. Der blev arrangeret protestoptog og mange busfulde blev kørt ind til rådhuset da sagen skulle behandles af politikerne.
Politikerne måtte bøje sig og Vestbjerg fik sin skole.
Skruer vi tiden lidt tilbage igen så var der også andet sted der dannede ramme om mange festlige lejligheder. Nemlig forsamlingshuset som var i den bygning hvor der nu er motorcykelklub.
Her blev der blandt meget andet i flere år arrangeret nytårsfester med levende musik. En af initiativtagerne til det, det var såmænd Poul Erik. De var en gruppe mænd(blandt andre min egen far og ”Lakridskongen” Flemming Bock – også en stor ildsjæl gennem årene) der gik sammen om projektet. Festerne startede når det nye år var skudt ind og så var der ellers fest med levende musik. Det var en simplere tid dengang, så der var kun tre ting på menuen. Suppe, øl og snaps…
Jeg selv husker også tilbage på juletræsfesterne samme sted ligesom der også blev holdt store ugentlige bankospil.
Der er så mange personer og anekdoter der kan hives frem. Vi nåede kun omkring en lille af dem.
En af dem som også var en vigtig del af byen var Erna fra telefoncentralen – Smedens kone. Dengang gik et telefonopkald via Erna hvor det skulle stilles videre til den man nu ønskede at tale med. Men nogle gange nåede man ikke længere end til Erna for allerede der kunne man få beskeden, ”De er lige taget i byen, så dem kan du ikke tale med”..
Der var også Is-Emil. Eller faktisk blev han kaldt ”Sorte Emil”. Emil var også en alle kendte. Han havde en lille Is-forretning ved landevejen ved siden af forsamlingshuset. Dengang havde dagligvarebutikkerne ikke åbent så længe som i dag og slet ikke i weekenden, så her var Emils sortiment betragteligt udvidet… sådan uofficielt..
Apropos det med steder at samles så samles man også tidligere på byens værtshus. Overfor Sparkøbmanden lå der tidligere en kiosk og ved siden af den var det første værtshus kaldet ”Baglokalet” med Sue-Ellen bag baren. Senere blev hele kiosken omdannet til Bodega, hvor man i øvrigt kunne få mad fra grillen ved siden af gennem en luge i væggen. Senere hen blev Bodegaen til frisørsalon og nu er der så bolig.
Sådan udvikler byen sig og det har den gjort altid.
Der kunne nævnes så mange flere, eks. byens købmand gennem tiderne, bla. Købmand Thomsen og Åge og Esther, som bor her stadig.
Hanne og Poul Erik har igennem deres over 50 år i byen oplevet Vestbjerg som en by hvor fællesskabet er stærkt, en by hvor man er i øjenhøjde uanset sociale skel og en by hvor man passer på hinanden. Eksempelvis har de oplevet hvordan man støtter op når nogen bliver alene efter en ægtefælles bortgang.
Vestbjerg er en by hvor man står sammen. Det sammenhold kombineret med de rigtig mange engagerede ildsjæle der har fået tingene til at ske med store projekter, fester, foreningsliv og meget mere det har gjort at Vestbjerg har udviklet sig igennem alle de år Hanne og Poul har været her og i høj grad stadig gør det.
To af de ildsjæle er netop Hanne og Poul Erik.
Tak for det I har givet byen og tak for jeres tid til denne snak.
