Vision

Landsbyklyngen Rundt Om Hammer Bakker består af 9 landsbysamfund, som placerer sig for foden af Hammer Bakker hele vejen rundt om den frodige bakkeø. Her bor sammenlagt omkring 10.000 beboere.
Alle beboere i Landsbyklyngen vægter nærheden til naturen meget højt og i en rundspørge udtaler 70 % af beboerne i klyngen, at de er flyttet til området netop på grund af det helt særlige natursted, som Hammer Bakker er.
Det unikke naturområde, Hammer Bakker, er på den måde landsbyernes omdrejningspunkt og den geografi, historie, kultur og natur, der rent fysisk binder klyngen sammen. Dette grønne skatkammer af naturoplevelser udgør limen i beboernes fællesskab.
Den brede fællesinteresse for naturen danner grobund for at styrke sociale fællesskaber og samarbejder på tværs af klyngerne. Det, som skal til for at skabe resultater, der er større end de enkelte byer kan skabe alene.

Formål
Målet med projektet ’Steder Vi Mødes’ er at udvikle fælles mødesteder, der har bred opbakning og er etableret i pagt med naturen i Hammer Bakker – den natur, som er mødestedets omdrejningspunkt. Projektet opfordrer til at beskytte og benytte naturen ved at etablere steder, som understøtter nænsom, respektfuld og bevidst brug af Hammer Bakker.
Projektet vil danne ramme om det sociale fællesskab og nye fællesskaber gennem etablering af steder, hvor beboerne kan samles og benytte naturen i fællesskab på tværs af bopæl i klyngen og på tværs af alder, interesser og præferencer.
Projektet baseres på fire delmål:

– Samlingssteder i pagt med naturen – benytter og beskytter
– Bedre faciliteter
– Bedre naturformidling
– Bedre adgang – mindske presset på naturen

Her kan i læse hele Skitseforslag.

”Man kan tage pigen ud af Århus, men ikke Århus ud af pigen” synger Tina Dickow. Sådan er det måske også med Ane.

Der er nu 9 år siden hun forlod Smilets by for at drage mod nord for at blive præst her hos os I Vestbjerg.

Det var ikke blot en tur et pænt stykke nord af E45, det var også en flytning fra storbyen til forstadsbyen.

”I Århus kendte man dårligt nok de andre i opgangen, her i Vestbjerg kender alle hinanden, det skulle man lige vænne sig til.,” Fortæller Ane der kom til Vestbjerg sammen med sin søn.

Når det nu er i Præsteboligen man flytter ind så bliver ens ansigt hurtigt et alle kender.

Vestbjerggenserne skulle også lige vænne sig til Ane. For som ung kvinde var hun ikke lige det gængse billede på en præst, som for de fleste er noget med en ældre mand. Måske endda med fuldskæg.

Ane fortæller i den forbindelse en anekdote fra kort tid efter hendes tiltræden hvor der var fastelavn i Kirkecenteret. ”Er du klædt ud som præst?” Spurgte den menighedsrådsformands barnebarn hvorefter Ane måtte forklare at hun altså var præsten.

Men hun følte sig taget rigtig godt i mod da hun kom til byen i sin tid hvor hun oplevede store imødekommenhed. Noget som andre i tidligere artikler også har fremhævet om vores by.

Efter ni år er Ane også ved at være en af vores.

Det er hun også fordi vi ikke kun møder hende som byens præst men også bare som Ane rundt omkring i byen og til arrangementer i byen.

Det betyder meget for Ane at borgerne ikke kun kender hende som præsten, men også som Ane som man lige hilser på og sludrer lidt med når man eks. løber på hende ved købmanden.

At folk kender hende bare som Ane, mener hun er med til at blandt andet at gør det nemmere for folk at tage kontakt til hende, når de har behov for en snak med hende i hendes egenskab som præst.

Det er jo også på baggrund af hendes job at jeg har sat hende stævne denne tirsdag eftermiddag hvor hun har budt indenfor på kontoret i præsteboligen.

For Ane møder også rigtige mange af byens borgere i hendes egenskab som præst. For kirken er jo med igennem livets faser. Dåb, Konfirmation, Bryllup og i sidste ende når vi skal herfra. Og med ni år som byens præst er der nogen Ane har fulgt i mange år. Hun fortæller at hun for nylig har døbt et barn af en af hendes første konfirmander.

Men mange kommer også til Ane for at få en snak når livets skjorte strammer til de forkerte steder. Det kan være i forbindelse med et dødsfald, skilsmisse, alvorlig sygdom eller når livet bare er lidt svært at holde i hånd med.

Og Ane tager gerne i mod. Det er altid muligt at få en snak. Ane fortæller at nogle kommer enkelte gange, andre i et forløb mens andre hen over årene løbende kommer til hende når de har behov for en samtale.

Som Ane siger, ”Det at arbejde som præst det handler om at give noget til andre”.

Og det gør Ane både ved samtalerne og når hun står henne i Kirken.

Og hvad er det så Kirken kan give vi fortravlede mennesker af i dag?

Et frirum kunne svaret være.

”Det der præstationssamfund som vi oplever rigtig mange steder i dag, det findes ikke i Kirken” fortæller Ane. ”I kirken skal man ikke præstere noget. Her bliver man accepteret som dem man er. Her er man god nok som den man er.”

Ane fremhæver nærheden som det det måske vigtigste element i præstens og kirkens arbejde og netop den er blevet sat på alvorlig prøve her i forbindelse med coronaen.

Og det fremhæver Ane også på spørgsmålet om hvad der har været sværest her ved Cornonaperioden, ”At nærheden forsvandt”.

Især var det en svær tid i foråret hvor der var lukket helt ned. ”Behovet var der jo stadig” siger Ane om den periode hvor de fleste aktiviteter i Kirken var sat pause. Blandt andet de føromtalte samtaler.

Dog kunne man i foråret stadig afholde bl.a. bryllupper og begravelser, men med forbehold. Ane fortæller om en bisættelse – og det gør hun kun fordi den har været omtalt i andre medier tidligere – som skulle finde sted kort før lockdown. Restriktionerne blev i de dage ændret hele tiden og på selve dagen for bisættelsen måtte Ane ændre måden hvorpå bisættelsen skulle foregå.

Så det har været svært. Det har været en stor arbejdsopgave at skulle tilpasse kirkens aktiviteter til de gældende restriktioner og forbehold.

Blandt andet var forårets konfirmationer der blev rykket til efteråret og som også her skulle afholdes med store forbehold.

Ane nævner også Allehelgen-gudstjenesten hvor man mindes de der er gået bort i det forgangne år. Den er velbesøgt, men da man kun må være 82 i kirken(42 hvis der synges) så måtte man også her finde en løsning, som blev at dele gudstjenesten op.

Sådan har det hele tiden været udfordringer der skulle løses. Da Kirken var lukket helt ned i påsken, som også er en højtid i Kirken, arrangerede man påskeløb på Kirkegården ved Sulsted Kirke for børn ligesom man også her i julen uddeler ”Juleposer” til børnene som kan afhentes i Kirkecenteret.

Gudstjenesten i forbindelse med skolens juleafslutning var det også planen skulle foregå på særlig vis i år. Meningen var at gudstjenesten skulle streames ud til de enkelte klasseværelser. Men siden jeg talte med Ane er der jo sket det at mange af børnene er blevet sendt hjem fra skolen og fjernundervises.

Så bare på de få dage er forudsætningerne allerede ændret mærkbart.

”Det bliver godt nok specielt” siger Ane om juleaftengudstjenesterne hvor der jo plejer at være fyldt til næsten mere end sidste plads i kirken. Det plejer at være meget festligt fortæller Ane.

Det bliver også meget anderledes i år. Ane fortæller at man har udvidet antallet af gudstjenester den 24/12, som man i øvrigt skal tilmelde sig til. Herudover vil der også blive optaget en gudstjeneste på video, der vil blive udsendt på Sulsted Sogns hjemmeside og facebookside så man kan følge med hjemmefra.

Men det er en god ide at holde sig ajour på netop hjemmeside eller facebook for restriktionerne ændrer sig igen ofte.

Jeg spurgte Ane til hvordan hun har det med at der pludselig kommer så mange i Kirken juleaften, som ellers ikke er der om søndagen. Og her minder hun mig igen om Kirkens budskab som vi tidligere har været inde. ”Det er kun glædeligt at der kommer så mange, og der står jo ikke nogen og krydser af hvor mange gange den enkelte har været i Kirken. Kirken har jo en plads hos dem der kommer juleaften og det glæder mig. Og jeg møder jo også mange af dem i løbet af året i forbindelse med kirkelige handlinger og aktiviteter” siger Ane.

Men det skal nok blive jul, selvom coronaen stadig tager favntag med os.

Hvad kan give Kirken give os i en tid der er præget af megen usikkerhed og uforudsigelighed?

”Tryghed” lyder svaret fra Ane og fremhæver et af juleevangeliets stærkeste budskaber som er ”Frygt ikke”. Altså det skal nok gå. ”Frygt ikke” – lyset brænder ikke ud.

Ane har også oplevet at nye har søgt mod  kirken her under epidemien. Nok netop for at finde en modpol til usikkerheden. For at finde ro.

Ane finder det vigtigt at give glædelige og positive budskaber i denne tid hvor vi bomberedes så meget og ofte med det modsatte.

For nylig tog hun derfor i hendes prædiken udgangspunkt i den italienske film ”Livet er smukt” fra 1997 der vandt en Oscar for bedste film. Filmen handler om far og søn der under 2. verdenskrig ender i en koncentrationslejr. Her skaber faderen en fantasiverden for at vise sønnen det gode i livet selvom situationen er håbløs. Men på trods fastholder faren livsglæden og videregiver den til sønnen. En smuk film.

Det er også et smukt budskab.

La Vita é Bella – Livet er smukt –  også i en coronatid.

I Vestbjerg har vi uden tvivl Danmarks mest hårdføre petanquespillere!

Jeg mødte dem i Byhaven mandag eftermiddag hvor knap 20 spillere i bidende kulde og isnende blæst var mødt op for at kaste med stålkuglerne.

Der blev denne eftermiddag budt på æbleskiver og jeg spurgte, “Er det så afslutning for denne sæson?”

“Nej nej, planen er at vi spiller videre gennem vinteren så længe der ikke er sne” fortalte en af spillerne Mogens Vanderskrog.

Selvom spillet foregår med stor koncentration, så bedyrer Mogens Vanderskrog at det sociale samvær og hyggen er i højsædet.

Spillet foregår midlertidigt på grusstierne i Byhaven i det de tidligere baner ved Mejlstedvej blev nedlagt tidligere i år som følge af  at området ved Mejledstedvej skal sælges.

Men til foråret vil der stå helt nye baner klar ved Hallen i forbindelse med “Idræt på toppen”. Og det glæder petanque-spillerne sig til.

“Ja, det går fint med at spille her midlertidigt, men det er selvfølgelig lidt begrænset med pladsen, så vi glæder os til de nye baner står klar så vi får et “hjem” igen” sluttede Mogens Vanderskrog.

Petanquespillerne mødes i Byhaven hver mandag og onsdag eftermiddag kl. 14.00. Nye spillere er velkomne til at kigge forbi.

Jeg synes ikke bare vi har det mest hårdføre, men også de sejeste petanquespillere i Vestbjerg.

Tak for æbleskiverne!

Jeg har tidligere skrevet om nytilflytterne Mads og Lise og deres erfaringer med at bliver Vestbjerggensere.

I sidste uge besøgte jeg så et par af dem der har boet her allerlængst.

Hanne og Poul Erik flyttede nemlig til Vestbjerg helt tilbage i 1968 og har således boet her i byen på Mogensvej i 52 år.

Det er kendte ansigter for mange i byen for Hanne og Poul Erik er et par af de ildsjæle som byen er så rig på. Så det blev til en snak der nåede rundt i rigtig mange retninger og omkring mange anekdoter om Vestbjerg igennem årene.

Hvordan pokker sammenfatter man sådan en buket anekdoter og gode historier om vores by gennem 50 år. Måske skal man bare forsøge at gengive dem.

Men der er også en rød tråd igennem fortællingen om Vestbjerg gennem de sidste 50 år. Den handler om om fællesskab, sammenhold og engagement. Og meget af det blev bundet sammen af foreningslivet i byen.

Fortællingen om Hanne og Poul Eriks liv i Vestbjerg starter – sjovt nok ligesom Mads og Lises – med foreningslivet. Ganske kort efter de er flyttet ind ringer det nemlig på døren og udenfor står ”Kridt-Niels” – en legende i ”Vestbjergkrøniken”. En af dem der var med til at starte fodbolden i Vestbjerg og senere skolepedal. ”Kridt-Niels” skulle lige høre hvordan det stod til med Poul Erik og fodbold, for de manglede lige en mand til kampen på søndag.

Og således blev man en del af fællesskabet. Og så gik det slag i slag. Ikke længe efter blev Hanne en del af bestyrelsen som sekretær og var det i en del år. En hel del år senere var Poul Erik også klubhusinspektør i en årrække.

Den gang spillede man fodbold på banen som fik tilnavnet ”Old Trafford”. Banen lå hvor Mejlstedparken nu ligger ved siden af byhaven.

Og ved fodbolden startede et af de projekter som har kendetegnet byen gennem årene. Projekter som ved fælles arbejde og fælles ihærdighed er blevet realiseret til glæde for os alle. Aktuelt projekter som ”Idræt på toppen”, Naturpark-projektet, Juleudsmykning osv.

Sagen var den at der manglede belysning på Old Trafford og derfor startede man ”50-øre”-klubben. Der skulle betales 50-øre pr. mål førsteholdet scorede og til sidst havde man fået samlet ind til at der kunne sættes lysmaster op foranstaltet af en ingeniør der boede i byen.

Det med at bruge byens kompetencer har ført til mange vellykkede projekter her i byen. Eksempelvis ved tilblivelsen af multibanen  som lever videre ved skolen – var pensioneret ingeniør Erik Pedersens viden og kompetencer en vigtig brik i projektets realisering.

Tilbage til Old Trafford. For banen der blev ikke kun brugt til fodbold, der blev også senere hen i mange år holdt byfester med øltelt, tivoli og meget mere. Jeg tror vi er mange børn af Vestbjerg der husker glæden når vognene fra Feirnheins Tivoli rullede ind i byen.

Byfesterne var Hanne og Poul Erik også en stor del af. Poul Erik var med til at arrangere byfesterne og Hanne var med i den årlige revy som blev opført i teltet. Byfesterne var i mange år en succes hvor datidens kendte navne som Bjørn og Okay og Tørfisk underholdte.

Senere kom også halfesterne til i den dengang nybyggede Vestbjerghal.

Det leder også hen til en anden historie der igen understreger sammenholdet i byen og at Vestbjerggenserne, dem løber man altså ikke om hjørner med.

Mange flyttede i midt-halvfjerdserne til Vestbjerg fordi der var lagt op til at der skulle bygges en ny stor skole der skulle afløse den gamle der lå ved Mejlstedvej. Men på et tidspunkt begyndte politikerne at trække i land og ville bygge skolen andetsteds. Det fik Vestbjerggenserne på barrikaderne.

Med blandt andre Søren Thode og Kaj Bæk i spidsen – også to af byens store ildsjæle – blev der sat en stor aktion i gang. Der blev arrangeret protestoptog og mange busfulde blev kørt ind til rådhuset da sagen skulle behandles af politikerne.

Politikerne måtte bøje sig og Vestbjerg fik sin skole.

Skruer vi tiden lidt tilbage igen så var der også andet sted der dannede ramme om mange festlige lejligheder. Nemlig forsamlingshuset som var i den bygning hvor der nu er motorcykelklub.

Her blev der blandt meget andet i flere år arrangeret nytårsfester med levende musik. En af initiativtagerne til det, det var såmænd Poul Erik. De var en gruppe mænd(blandt andre min egen far og ”Lakridskongen” Flemming Bock – også en stor ildsjæl gennem årene) der gik sammen om projektet. Festerne startede når det nye år var skudt ind og så var der ellers fest med levende musik. Det var en simplere tid dengang, så der var kun tre ting på menuen. Suppe, øl og snaps…

Jeg selv husker også tilbage på juletræsfesterne samme sted ligesom der også blev holdt store ugentlige bankospil.

Der er så mange personer og anekdoter der kan hives frem. Vi nåede kun omkring en lille af dem.

En af dem som også var en vigtig del af byen var Erna fra telefoncentralen – Smedens kone. Dengang gik et telefonopkald via Erna hvor det skulle stilles videre til den man nu ønskede at tale med. Men nogle gange nåede man ikke længere end til Erna for allerede der kunne man få beskeden, ”De er lige taget i byen, så dem kan du ikke tale med”..

Der var også Is-Emil. Eller faktisk blev han kaldt ”Sorte Emil”. Emil var også en alle kendte. Han havde en lille Is-forretning ved landevejen ved siden af forsamlingshuset. Dengang havde dagligvarebutikkerne ikke åbent så længe som i dag og slet ikke i weekenden, så her var Emils sortiment betragteligt udvidet… sådan uofficielt..

Apropos det med steder at samles så samles man også tidligere på byens værtshus. Overfor Sparkøbmanden lå der tidligere en kiosk og ved siden af den var det første værtshus kaldet ”Baglokalet” med Sue-Ellen bag baren. Senere blev hele kiosken omdannet til Bodega, hvor man i øvrigt kunne få mad fra grillen ved siden af gennem en luge i væggen. Senere hen blev Bodegaen til frisørsalon og nu er der så bolig.

Sådan udvikler byen sig og det har den gjort altid.

Der kunne nævnes så mange flere, eks. byens købmand gennem tiderne, bla. Købmand Thomsen og Åge og Esther, som bor her stadig.

Hanne og Poul Erik har igennem deres over 50 år i byen oplevet Vestbjerg som en by hvor fællesskabet er stærkt, en by hvor man er i øjenhøjde uanset sociale skel og en by hvor man passer på hinanden. Eksempelvis har de oplevet hvordan man støtter op når nogen bliver alene efter en ægtefælles bortgang.

Vestbjerg er en by hvor man står sammen. Det sammenhold kombineret med de rigtig mange engagerede ildsjæle der har fået tingene til at ske med store projekter, fester, foreningsliv og meget mere det har gjort at Vestbjerg har udviklet sig igennem alle de år Hanne og Poul har været her og i høj grad stadig gør det.

To af de ildsjæle er netop Hanne og Poul Erik.

Tak for det I har givet byen og tak for jeres tid til denne snak.

Der er rigtig mange tilbud for børn og unge her i vores by.

Et af de tilbud er Vestbjerg Ungdomsklub som har til huse i det gamle fritidshjem og den gamle børnehave i toppen af Vindfløjen.

Eller rettere under den gamle ”fritter” og børnehave.

For man skal ned af trappen og ned i kælderen for at finde Ungdomsklubbens lokaler hvor der til gengæld er skruet godt op for hyggen.

Her blev jeg taget godt i mod af Klubbens leder Mads Brøndum, som denne aften havde vagten sammen med hans søster Stine. Mads har stået i spidsen for Vestbjerg Ungdomsklub siden man flyttede ind i de nuværende lokaler for fire år siden. Tidligere havde man til huse i den gamle skole ved Mejlstedvej.

Som jeg ved selvsyn kunne konstatere fortalte Mads om at der i år – trods corouna – er flot tilslutning til Ungdomsklubben fra byens unge, også selvom man som følge af coronaen ikke må blande årgangene. Derfor var klubben denne onsdag aften forbeholdt 7-klasserne.

Den gode opbakning tilskriver Mads Brøndum blandt andet et godt samarbejde med skolen og dens leder.

Mads viste mig rundt i lokalerne hvor man finder bar, poolbord, bordtennis, storskærm, hyggekroge, boldrum og meget mere. Og denne aften blev der gået til den alle steder med måde boldspil, playstation og kortspil mens andre blot hyggesnakkede.

”Normalvis har vi også i løbet af sæsonen en række aktiviteter ude af huset, eks. Bio-ture, go-cart og meget mere”, fortalte Mads. Men det har coronaen desværre sat en stopper for i år, ligesom også den årlige skitur sammen med andre ungdomsklubber desværre må aflyses.

Klubben har åbent tre dage aftener om ugen fra kl. 19-22 og denne onsdag aften hyggede omkring 20 unge mennesker sig med hinanden og forskellige aktiviteter.

Blandt andet med kortspil hvor jeg jeg fik lov at forstyrre Laura, Liw og Magnus, der som nævnt går i 7. klasse.

”Vi synes det er rigtigt hyggeligt at komme her i Klubben og mødes med vores venner og spille spil eller hvad vi ellers laver” fortalte de tre som er faste gæster i klubben hver uge.  Og det gør ikke så meget at der ikke har været aktiviteter ud af huset i år. ”Vi har det rigtig hyggeligt her så det er helt fint” sagde de.

Og der lakkede mit besøg mod enden. Mads var i mellemtiden blevet udfordret i et spil Fifa så jeg sagde pænt farvel, mens hyggen i hulen i kælderen fortsatte et par timer endnu.

Du kan finde Vestbjerg Ungdomsklub både på facebook og Instagram, mens Mads Brøndum også kan kontaktes hvis man vil høre mere om klubben.